Nye Borgerlige

Pernille Vermund og Peter Seier Christensen, henholdvis formand og næstformand i Nye Borgerlige

Nye Borgerlige så sin start i efteråret 2015, da Pernille Vermund og Peter Seier Christensen offentliggjorde, at de var i gang med at stifte et nyt parti, der i første omgang hed ”Vi Konservative”. I starten af partiets eksistens var der forhandlinger med Dansk Samling om at gå sammen i forsøget på at blive opstillingsberettiget til Folketinget. Det kom der dog ikke noget ud af. I oktober 2015 præsenterede partiet deres endelig navn, Nye Borgerlige.

Partiet fik relativt hurtigt gang i en egentlig partiorganisation og havde i begyndelsen af 2016 allerede 10 lokalafdelinger. Nye Borgerlige fik deres første repræsentanter i byrådspolitik, da borgerlisten Det Nye Allerød meldte sig ind i Nye Borgerlige, og deres to pladser i byrådet i Allerød Kommune, der med overgik til Nye Borgerlige. Siden hen er en række afhoppere fra andre partier gået over til Nye Borgerlige, hvorfor partiet i dag har et tocifret antal byrådsmedlemmer landet over.

Nye Borgerlige havde i efteråret 2016 samlet nok underskrifter til at være opstillingsberettiget til folketingsvalg og så i meningsmålingerne ud til at kunne få en pæn procentdel stemmer, hvis der var kommet Folketingsvalg der. Henover foråret og sommeren 2017 er partiet dog faldet kraftigt i meningsmålingerne, og ser nu ud til kun lige at komme over spærregrænsen ved et folketingsvalg. Til det kommende kommunalvalg ser Nye Borgerlige ud til at blive valgt ind i en lang række kommuner.

Nye Borgerlige har fra begyndelsen af deres eksistens primært henvendt sig til et vælgersegment, der vækker minder om det gamle Fremskridtspartiet med deres meget restriktive udlændinge- og flygtningepolitik samt meget liberalistiske økonomiske politik.

Partiet tæller mange kendte ansigter fra den yderste højrefløj. Det har også resulteret i en længere række eksklusioner af de mest højrøstede og mindst partitrænede personer.

Begrundelserne for eksklusionerne rækker til alt fra holocaust-benægtelse, forherligelse af vold over kritik af kristendommen til eksklusion på baggrund af tidligere fængselsdomme. En del af eksklusionerne er først forekommet efter pres fra afsløringer i medierne, bl.a. fra Redox.

Nye Borgerlige har dog ikke en konsekvent eksklusionspolitik, som man fx ser den i Dansk Folkeparti. Der er stadig en del medlemmer i Nye Borgerlige, der åbent har tilknytning til den alleryderste højrefløj, som fx Ninna Martina Moeskær, der var dobbeltmedlem af Danskernes Parti og Nye Borgerlige frem til Danskernes Parti nedlagde sig selv tidligere i år.